DM Lang – En lang (og hård) dag i Munkebjerg

Efter gårsdagens danske stafetmesterskaber i Fovslet var o-folket natten over rykket nogle kilometer nordpå til sydsiden af Vejle Fjord, hvor OK SNAB fra Vejle stod som arrangører af “det rigtige DM”, nemlig DM på langdistancen – også tidligere kaldt klassisk. Samtidig havde vi oplevet et markant skifte i vejret, og løberne blev på stævnepladsen budt velkommen af regnbyger afløst af kortere perioder med tørt vejr.
Lad det være sagt med det samme: Arrangørerne stor for et arrangement, hvor intet var overladt til tilfældighederne, og alt det væsentlige ved et DM – kortet, banerne, stævnepladsen, speakningen og kiosken – var af suveræn kvalitet, der bliver svær at efterleve for kommende DM-ansvarlige klubber!
I forvejen er det kendt, at Munkebjergskovene er et unikt o-terræn, der stiller krav til såvel løbernes evne til at forstå kort som deres fysiske formåen, og dette suppleret med banelægger Flemming Jørgensens sans for at dreje udfordrende men reelle baner, skabte baneforløb, som deltagerne kun havde ros til overs for! Det er alt for let at lave “onde baner” efter temaet op-ned-op-ned i Munkebjerg, men det forfaldt en gammel, snu ræv som Flemming ikke til.

DM lang i og omkring Munkebjerg Hotel havde deltagelse af 10 ungdomsløbere fra OK PAN, men denne søndag blev ikke dagen, hvor de stimlede sammen på præmieskamlen… Vi skal således et stykke ned på resultatlisterne for at finde løbere fra vores klub!
Det bedste PAN-resultat finder vi i H14, hvor Mikkel Holm Nielsen løb en flot 5. plads hjem – om end han var mere end 11 minutter efter den suveræne vinder, Morten Örnhagen Jørgensen fra den arrangerende klub.

Ungdomsløbernes resultater i overblik:
D10 (2,53 km – 12 delt.): 1. Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød, 16:35 – 10. Marie Møller Nielsen, 21:48
D18 (5,8 km – 15 delt.): 1. Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 57:09 – 11. Sofie Secher Thomsen, 1:28:57 – Anna Spanner, DSQ
H12 (3,6 km – 25 delt.): 1. Anders Krogh Madsen, OK Roskilde, 24:42 – 10. Noah Tristan Hoffmann, 30:40, 12. Asbjørn Kaltoft, 31:42
H14 (4,35 km – 28 delt.): 1. Morten Örnhagen Jørgensen, OK Snab, 31:42 – 5. Mikkel Holm Nielsen, 42:43 – 16. Johan Halkjær Dupont, 58:24 – 22. Andreas Bock Bjørnsen, 1:05:22 – 25. Jeppe Kejser Dahl Jensen, 1:18:50
H16 (5,35 km – 24 delt.): 1. Laurits Bidstrup Møller, Silkeborg OK, 44:45 – 18. William Back Kranker, 1:14:28

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.