DM Stafet-guld til H16-drengene i Fovslet

I dag indledtes “den store DM-weekend” med stafetten i Fovslet skov sydvest for Kolding med den lokale orienteringsklub som arrangør af et stafet-DM, der var bedre besøgt end i mange år. Ikke mindre end 258 hold startede således ved stafetten, der blev afviklet i skønt efterårsvejr med solskin og temperaturer over 20 grader.
Rygterne om Fovslet skov var ilet i forvejen og kunne fortælle om en skov, der bar præg af at være udlagt som naturskov, hvor der ikke var ryddet op efter stormfald, ligesom undervegetationen var ukontrolleret mange steder. Der var visse uoverensstemmelser mellem kort og terræn, og flere stier, lysninger og bevoksninger fremtrådte noget anderledes på kortet end ude i virkeligheden. Og ikke mindst løberne på førsteturen mærkede skovens modstand på egen krop; det var bare ud og træde spor gennem bregner, brændenælder og brombær! Dette resulterede også i en række bom og flere udgåede hold, end vi normalt ser ved stafetter, hvor der måske ellers er en mindre tendens til at udgå – for ikke at trække makkerne på holdet med ned. Efterfølgende har valget af terræn også været diskuteret ret intenst, og onde tunger påstår, at arrangørerne fra Kolding OK var glade for, at de skulle arrangere, ikke selv løbe!

OK PAN stillede med 3 ungdomshold til stafetten, herunder et hold i klassen H13-16, et hold i DH12 samt et hold i D17-20.

I H16-klassen stillede 9 hold til start, og selv om der var flere stærke, sjællandske hold imellem disse, kunne vores drenge ikke helt undgå at være blandt favoritterne. Og allerede efter 1. turen, der blev løbet i suveræn og sikker stil af Andreas Bock Bjørnsen, var der skabt hul til de øvrige favoritter. Andreas havde kun et par ubetydelige sving ude på banen, og i mål var han godt og vel 2 minutter foran de nærmeste forfølgere fra AllePiSk. 2. tur blev løbet i næsten lige så fornem stil af Mikkel Holm Nielsen, der er skiftet til PAN i sommerferien. Mikkel løb sin tur med et par småbom, men kunne alligevel øge forspringet til de jagende hold bagved, således at han kunne sende Mads Møller Skaug i skoven med et forspring på yderligere et minut. Også Mads krydrede sin tur i skoven med et par småfejl, der dog ikke fik betydning for det endelige resultat: at også han kunne løbe sin tur i hurtigste tid! Sluttelig tog drengene et sikkert stik hjem med en sejrsmargen på 3:59.
Et flot resultat af de unge løbere, der dermed fik revanche for diskvalifikationen ved JFM, hvor en sikker sejr blev ødelagt at et fejlklip på sidsteposten!

I HD12-klassen, der var klassen med flest startende hold, kilede vores yngste løbere sig lige akkurat ind i bedste halvdel af resultatlisten, idet det blev til en placering som nummer 11 af 23 hold. På førsteturen betød det varme vejr med masser af pollen i luften endnu engang, at Noah Tristan Hoffmann fik problemer med sin astma. Noah havde ingen problemer med teknikken, men vejrtrækningen gik det ikke optimalt med. Derfor blev turen noget af en kamp for ham, og han måtte se en del af konkurrenterne trække fra. På de følgende ture blev det en succesoplevelse for Søren Møller Skaug, der kunne løbe holdet op i top-10, mens Asbjørn Kaltoft – der debuterede ved DM Stafet – kunne krone en fin tur i skoven med at løbe holdet ind på 11. pladsen!
For pigerne i D20 var det ikke i år, det skulle være. En noget rusten Caroline Finderup, der ellers skulle være det stærkeste kort på holdet, havde problemer med såvel knæ som orienteringen, og allerede efter førsteturen var det op ad bakke for Anna Spanner og Sofie Secher Thomsen at undgå sidstepladsen i klassen. Til pigernes forsvar kan man sige, at de alle tre er førsteårs i klassen, og at de har endnu tre skud i bøssen i D20-klassen.

Resultatet af klasser med hold fra OK PAN på startlisten:
DH12, 23 hold:
1. Horsens OK, 49:10
2. OK SNAB, 49:11
3. Kolding OK, 49:13
11. OK PAN, 59:29 (Noah Tristan Hoffmann, 20:18 – Søren Møller Skaug, 17:51 – Asbjørn Kaltoft, 21:20)

H13-16, 9 hold:
1. OK PAN, 1:42:33 (Andreas Bock Bjørnsen, 36:01 – Mikkel Holm Nielsen, 35:14 – Mads Møller Skaug, 31:18)
2. AllePiSk, 1:46:32
3. Silkeborg OK, 1:48:38

D17-20, 5 hold:
1. FiF Hillerød, 2:03:21
2. Tisvilde Hegn OK 1, 2:04:22
3. Tisvilde Hegn OK 2, 2:04:51
5. OK PAN, 2:32:24 (Caroline Finderup, 50:48 – Anna Spanner, 53:34 – Sofie Secher Thomsen, 48:02)

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.