Første halvdel af NightChamp i hus

Med denne aftens NightChamp-løb i den nordlige del af Fløjstrup skov – med stævneplads ved Moesgaard Strand – er vi nu kommet godt halvvejs i vinterens serie. Dette er sket i et fint, lunt efterårsvejr – som det også var tilfældet sidste år, og med en fin tilslutning til de enkelte løb igen i år.
Løberne har her i oktober-november været tilbudt løb i 4 skove i det midtjyske område. Det første løb, den nyindførte prolog, fandt sted den 31. oktober i Marselisborg i et område med mange stier, hvor det burde være nemt at finde et sikkert udgangspunkt før hver post. Alligevel kom mange løbere i problemer i skoven, der var våd og præget af efterårsstormen nogle dage forinden.
Herefter flyttede vi stævnepladsen til Silkeborg Vesterskovs vestligste del, hvor vi den 7. november kunne præsentere stejle bakker ned mod Gjessøvej; så stejle, at det gav mening at aftenens løb blev noget afkortet, og løberne var kun ude på en mellemdistance.
Anden afdeling afvikledes i Hansted Skov, en lille privat skov lige nord for Horsens, hvor deltagerne kunne prøve kræfter med en ikke helt flad og temmelig uren skov.
Endelig bød aftenens løb på et gensyn med Fløjstrup, hvor vi sidste år afviklede den første afdeling af løbet.

I alt 10 af OK PANs ungdomsløbere har deltaget i en eller flere af de 4 afdelinger, der er afholdt her i efteråret. Dette skyldes formodentlig, at NightChamp i år erstattede den sædvanlige TC-træning, og at TC-løberne i stedet deltog i løbene.
6 af de 10 ungdomsløbere fra PAN har deltaget i alle fire afdelinger, og flere af dem er med helt fremme i deres klasser. Mads Møller Skaug, der i år deltager i H16-klassen, har lagt sig i spidsen i denne klasse efter de fire løb i efteråret, mens lillebror Søren ligger nr. 2 i H12. I D14-klassen tegner alt til en skarp dyst mellem Katrine Spanner og Hedvig Gydesen fra OK Melfar om den samlede sejr, idet kun få point skiller de to piger efter de første løb.
Endvidere har Silas Frederik Thomsen været ude til alle fire afdelinger, hvor han har været medarrangør og har haft ansvaret for starten.
Endelig hører det med til historien, at de sidste fire års vinder, René Rokkjær, endnu engang har lagt sig i spidsen af konkurrencen i H21…

Anden halvdel af NightChamp skydes i gang den 6. februar 2014 med en afdeling i den interessante, svære og natløbs-jomfruelige Gjern Bakker. Derefter sluttes der efter vinterferien i uge 7 med to etaper i hhv. Silkeborg Nordskov og på Sukkertoppen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.