Forårets sidste ungdomstræning

21 løbere fra OK PAN og Århus 1900 var mødt til forårets sidste ungdomstræning ved Silistria - og i dagens anledning bød træningen på mange uventede momenter: Starten gik med at kortene skulle findes ved hjælp af en rebus, hvorefter første runde blev løbet parvis på spejlvendte kort, hvor den ene løber i parret havde bind for øjnene. Efter et break, der bød på spisning af diverse mere eller mindre appetitlige “retter”, lagde løberne et puslespil for at finde kortene til endnu en runde i skoven. Vel at mærke var man nu bundet sammen - og kortene klæbet på en vanddunk, en paraply, en kost eller en kølle, der skulle med rundt i skoven.
Sluttelig skulle der hentes en pose sand og spises et æble i vand, før dagens løjer var forbi, og løberne kunne gå i bad, før den stod på fællesspisning i klubhuset.
Det var Ingrid og Nanna, der havde kreeret dagens løjerlige træning, der førte til en masse spas for både løberne, forældrene og tilfældige forbipasserende.

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.