Lars Hjerrild udtaget til JWOC

Efter weekendens testløb i henholdsvis Århus og Nordjylland gik U16-træneren Michael Sørensen og talentudviklingstræneren Lars Lindstrøm mandag og tirsdag i tænkeboks for at sammensætte holdene, der skal repræsentere Danmark ved de kommende europamesterskaber i Spanien og VM på dansk jord om en god måned. Også løberne måtte spændt vente: Er jeg med eller ikke?
En af de løbere, der kunne være ekstra spændte, var Lars Hjerrild, der ved weekendens løb i hvert fald havde ydet sit bedste, men godt vidste, at konkurrencen om de sidste pladser i truppen var hård, og at der var mere end 6 navne, der trængte sig på. Heldigvis kunne Lars Lindstrøm tirsdag fortælle, at Lars var med i truppen, og at hans målrettede træning og seriøse indstilling havde båret frugt.
Af de 10 drenge, der er udtaget til en af de to ovennævnte opgaver, er Lars sammen med Jakob Edsen fra 1900 i øvrigt de eneste, der kommer vest for Storebælt, hvilket fortæller noget om den geografiske skævvridning i talentarbejdet for tiden! - Tænk bare på KUM, hvor Østkredsen gennem flere år har været enerådende…
Super til lykke til Lars - og pøj pøj med de opgaver, der følger med udtagelsen!

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.