Succesfuldt Kr. Himmelfartsløb
Årets traditionsrige Kr. Himmelfartsløb blev i dag afviklet med stævneplads på græsarealet ved Gyvelhøj - tæt ved klubhuset. Her havde PANs ungdomsafdeling med TUT som supervisor - og med støtte fra en række ungdomsløbere fra Århus 1900 - endnu engang sørget for et flot arrangement i et lidt køligt vejr. Stævnet havde trukket 260 løbere i skoven sammen med diverse publikummer og arrangører, og der var som noget nyt deltagelse fra 2 klubber i Sverige og en enkelt i Tyskland; uden at disse løbere dog kunne gøre sig gældende i toppen af resultatlisterne!
Jakob Dybdal Abrahamsen havde designet nogle rigtig gode baner, som han efterfølgende - med rette - fik ros for fra flere sider; han havde udnyttet området fint med finurlige og kringlede postplaceringer samt barske stigninger, der gav løberne sved på panden og i øvrigt gik i benene!
Efter stævnet stod den på boller, grillpølser og kaffe. Både pølserne og kaffen slap - på grund af det kolde vejr - dog op, inden alle maver var blevet fyldte.
For ungdomsløberne lå der et stort arbejde forude, og mandagens sædvanlige træning var derfor præget af forberedelserne til dagens løb. Godt, at de på egen krop mærker, at det at arrangere et o-stævne faktisk er et stort arbejde, der ikke bare skal overstås.