Natuglen: Samlet sejr til Silas Frederik Thomsen
Med afviklingen af 4. afdeling af Natuglen onsdag aften i Nim, kan man nu afrunde årets serie på i alt 4 løb og dermed også kåre vinderne i de enkelte klasser. I år var der afdelinger i Kompedal Plantage (arr. Karup OK), Lisbjerg (arr. OK PAN), Lysbro (arr. Silkeborg OK) og som sagt i Nim (arr. Horsens OK). Stævnepladsen var i Nim Skoles gymnastiksal i udkanten af kortet over skoven.
Om selve løbevejret: Endelig rigtig forår i luften: sneen var væk, og temperaturerne sneg sig op omkring 10 plusgrader!
En enkelt klassevinder kunne vi finde blandt klubbens ungdomsløbere, idet Silas Frederik Thomsen blev sikker vinder af klassen H17-20. Silas startede ud i 1. afdeling med at løbe i den klasse, hvor han egentlig hører hjemme, H15-16, men det var der ikke udfordring nok i, og i de 3 sidste løb startede han derfor i H-20, der løb 6 km. Silas kunne drage hjem fra aftenens stævne med den samlede præmie, sponsoreret af Løberen i Århus.
Sæsonens sidste natløb er DM Nat, der løbes i Grenå Plantage den 10. april med første start kl. 21.15. Her deltager 7 ungdomsløbere fra OK PAN:
D-14: Anna Spanner, Caroline Finderup (bronze i 2009 i D12-klassen), Rikke Ivarsen og Sofie Secher Thomsen
H-16: Silas Frederik Thomsen (guld i 2009 i H14-klassen)
H-18: Jacob Ingerslev Overvad og Lars Hjerrild