Premiere på Danish Spring på Nordsjælland

I denne weekend var der premiere på en nyskabelse inden for orienteringssporten, idet arrangementet “Danish Spring” så dagens lys på Nordsjælland.

I marts 2011 inviterede de tre nordsjællandske klubber, Fif Hillerød, OK ØST og OK Roskilde for 21. og sidste gang til det internationale orienteringsstævne Spring Cup. Stævnet havde i en årrække tiltrukket cremen af verdenseliten og var på et tidspunkt oppe på næsten 2500 deltagende o-løbere, men arrangørerne havde alligevel svært ved at trække især bredden fra Vestdanmark over bæltet for at deltage i et løb, hvor fokus næsten ensidigt var på eliten, især den udenlandske elite.
Deltagerantallet har år efter år været faldende, og i maj 2011 – efter en weekend med mindre end 800 løbere i skoven – enedes klubberne bag Spring Cup om, at der ikke var basis for at fortsætte med det ressourcekrævende arrangement. Op af asken fra Spring Cup opstod så i september måned ideen til et nyt stævne, Danish Spring, med OK ØST som enearrangør.

I månederne op til weekendens stævne har OK ØST markedsført Danish Spring noget aggressivt med et koncept, som alligevel ikke har stået helt klart for de danske o-løbere. Som ved Spring Cup er der igen ensidig fokus på eliten, og omdrejningspunktet lørdag er således et WRE-løb med fællesstart med seniorer og juniorer på samme baner – samtidig. For bredden var der efterfølgende mulighed for at komme i skoven – ikke i deres normale løbsklasse, men på 9 faste baner af forskellig længde og sværhedsgrad – ligeledes med fællesstart!
Herefter stod den lørdag aften/søndag eftermiddag på en stafet med eller uden natture… For den almindelige o-løber virkede stafet-arrangementet uoverskueligt og forvirrende, da stafetten ikke lignede meget af det, vi er vant til og kendt med…
Resultatet var da også – endnu engang – et magert deltagerfelt fra Vestdanmark.

Lørdag d. 24.3.: WRE-løb/Juniorranglisteløb.
Lørdagens WRE-løb foregik i den nordøstlige del af Tokkekøb Hegn, hvor der ellers kun meget sjældent afholdes løb – og hvor der i øvrigt aldrig har været Spring Cup eller DM’ere.
Skoven var våd og tung at løbe i, og visse steder var der arbejdet en del i skoven, således at der lå ris og grene i skovbunden. Imidlertid var sigtbarheden god, og man kunne følge de foranliggende løbere over flere hundrede meter, så man – hvis man var løbsstærk – ikke blev sat fuldstændigt.
Banelæggerne havde ellers gjort deres arbejde og forsøgt at sprede løberne ved flere runder i samme traceer med kortvend samt butterflies, således at der var lagt op til lidt selvstændig orientering. Omvendt betød for få postenheder i skoven, at flere løbere kom til at vente på at stemple posterne.
Løbsområdet bød deltagerne velkommen med temperaturer på 5-6 grader; noget af en kontrast til de 15 grader hjemme i Jylland!
Den eneste ungdomsløber fra OK PAN, der deltog i dagens løb, var Silas Frederik Thomsen, der løb i mål som nr. 97 af de 162 deltagere i eliteklassen. Silas var fint med fra start, men i sin iver løb han for langt til førsteposten og missede toget. Herefter var en stor del af løbet “op ad bakke” for at komme tilbage, hvor det var sjovt. Silas brugte 46:23 om den 7,9 km lange bane, og dermed var han den 7. hurtigste af de 21 startende danske juniordrenge.
I Men Elite fuldførte 131 løbere, heraf 14 af de danske juniorer.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.