Nordjysk 2-dages i sol og blæst

Efter 4 måneder uden større konkurrencer stod 16 ungdomsløbere fra OK PAN klar på startstregen i Nordjylland for at kæmpe om point til både KUM og Nordkredsens Ungdomspokal – og så i øvrigt få konstateret, hvor man stod i forhold til de hjemlige konkurrenter. Vinteren havde mange af løberne brugt fornuftigt med at få opbygget formen til forårets konkurrencer ved at deltage i ungdomstræning, vintercup, NightChamp og langdistanceløb i Nordkredsen – og det var så nu, man skulle vise, at vintermånedernes træning havde båret frugt.
Efter de seneste dage med regn, men alligevel med forår i luften, stod Vendelboerne fra Hjørring klar som arrangører af det sædvanlige 2-dages arrangement, NJ2D, der traditionen tro åbner sæsonen i Danmark. I år kunne man således byde på gode stævnepladser og pænt, men noget blæsende løbevejr med 7 graders varme i 2 af de bedre skove nordenfjords, Tolne Skov og Tversted Plantage.

Lørdag stred de godt 1700 løbere fra hovedsagelig de skandinaviske lande sig gennem banerne i Tolne Skov, der sidste gang anvendtes i 2005. Den gang en skov, der var mærket af de voldsomme vinterstorme i månederne forinden – og som i dag stadigvæk fremstår noget såret med områder med vild og utæmmet underskov. Tolne Skov er et noget atypisk nordjysk terræn, der helt er blottet for de sædvanlige indlandsklitter og diffuse kurvedetaljer, men snarere minder om Rold Skov eller Dronninglund.
Søndag var stævnepladsen så flyttet nordpå til Tversted Plantage, der er en traditionel klitplantage, hvor klitterne er ret lave og til dels svære at læse. Her gjaldt det om at være meget skarp med kompasset og sortere kortets informationer, så man ikke brugte for megen tid på at læse på små, ligegyldige detaljer på banerne, der snerpede af et mangepostløb!
Som sidste år bød arrangørerne på en langdistance om lørdagen, og “kun” en mellemdistance dagen efter.

På resultatsiden var det spændende at se, hvordan flere af vores løbere klarede at rykke op i en ældre aldersklasse. Det gjaldt bl.a. Mads Møller Skaug og William Kranker, der rykkede op i H14 og skulle til at løbe længere og sværere baner, samt vores 5 piger i D16-klassen.
Bedste resultat kom her fra Caroline Finderup, der rigtig har fået “vind i sejlene” efter sin udtagelse til U16-gruppen. Lørdag blev det således til en fin 7. plads, mens det om søndagen blev til en endnu bedre 5.-plads, som næstbedste dansker! Og det vel at mærke i et internationalt felt af 32 stærke piger.
Også Katrine Spanner kom flot i gang med året med placeringer som nr. 7 om lørdagen og nr. 6 om søndagen. Begge dage blev Katrine næstbedste dansker!
På drengesiden var det værd at bemærke, at Silas om søndagen – som nyoprykket i H20E – løb en flot 16. plads hjem i et felt på 73 løbere, som 4. bedste danske løber. Silas løb ikke lørdag på grund af sygdom i dagene op til weekenden.

Herunder følger alle ungdomsresultater i overblik:
Lørdagens løb i Tolne Skov gav følgende placeringer:
D16A (5,525 km, 32 delt.): 1. Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 48:54 – 7. Caroline Finderup, 55:53 – 24. Emma Spanner, 1:11:34 – 28. Anna Spanner, 1:20:07 – 29. Sofie Secher Thomsen, 1:22:33
D12A (3,35 km, 27 delt.): 1. Kathinka Rogstad, Kongsberg O-Lag, 27:25 – 7. Katrine Spanner, 33:54 – 19. Maria Enevold Dahl, 44:23
D10B (2,825 km, 13 delt.): Theresa Skouboe, Horsens OK, 22:00 – 4. Marie Møller Nielsen, 27:14 – 6. Agnes Kranker, 29:13
H20E (10,025 km, 73 delt.): 1. Jens Wängdahl, Sverige, 1:00:44 – 24 . Lars Hjerrild, 1:14:05 – 47. Rasmus Lunding Henriksen, 1:28:51
H14A (5,125 km, 41 delt.): 1. Ola Løvald Bråten, Asker Skiklubb, 39:53 – 16. Mads Møller Skaug, 56:32 – 34. William Back Kranker, 1:21:28
H10A (2,825 km, 13 delt.): 1. Jacob Mikkelsen, Horsens OK, 20:19 – 5. Søren Møller Skaug, 25:47

Søndagens løb i Tversted Plantage gav følgende resultater:
D16A (3,55 km, 32 delt.): 1. Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 28:50 – 5. Caroline Finderup, 31:46 – 21. Anna Spanner, 43:12 – 22. Emma Spanner, 46:23 – 24. Sofie Secher Thomsen, 47:04 – 27. Rikke Ivarsen, 1:32:20
D12A (2,975 km, 25 delt.): 1. Marlin Haavengen, Kongsberg O-Lag, 19:55 – 6. Katrine Spanner, 23:49
D10B (2,65 km, 13 delt.): Maria Damgaard, OK GORM, 17:24 – 3. Agnes Kranker, 21:06 – 4. Line Møller Nielsen, 21:13 – 7. Marie Møller Nielsen, 25:03
H20E (5,475 km, 73 delt.): 1. Johan Högstrand, Sverige, 32:11 – 16. Silas Frederik Thomsen, 40:44 – 27. Rasmus Lunding Henriksen, 42:47 – 30. Lars Hjerrild, 43:57
H14A (4,25 km, 40 delt.): 1. Vegard Gulbrandsen, Asker Skiklubb, 25:33 – 34. William Back Kranker, 1:03:26 – Mads Møller Skaug, DSQ
H10A (2,825 km, 13 delt.): 1. Erik Thesbjerg, Horsens OK, 17:02 – 5. Søren Møller Skaug, 19:42

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.