Silas til hæder i Horsens
mandag, 1. februar 2010Horsens Kommune med borgmester Jan Trøjborg i spidsen har her til aften - traditionen tro - uddelt ærespræmier til de sportsudøvere, der i det forløbne år - 2009 - har hjemført diverse mere eller mindre betydende mesterskaber til byen. I år var indkaldt 303 idrætsudøvere - 135 ungdomsudøvere og 168 på voksensiden.
I sin korte indledningstale omtalte borgmester Jan Trøjborg det store arbejde, der gøres på foreningsplan i Horsens. Herefter tog aftenens konferencier, Tommy Poulsen over. Han præsenterede aftenens kunstværk, Opstigning, der dannede model for Horsens Kommunes flotte gave til de mange udøvere: en nummereret miniudgave af skulpturen i bronze. Også kunstneren, Filip Møller, blev interviewet om sin ide med kunstværket: Et symbol på idrætsmandens kamp fra bredde til elite.
Herefter var det over til det, vi egentlig var kommet efter: overrækkelse af gaver.
For orienteringssportens vedkommende er der tale om hæder til jyske mestre og danmarksmestre, mens andre sportsgrene stiller op med enhver, der har vundet i større eller mindre sammenhænge: fra A-rækker i Danmark til E-rækker i Jylland!
Fra OK PAN var en enkelt ungdomsløber tilsagt til hæderen. idet Silas Frederik Thomsen, der i 2009 løb fra Horsens OK, skulle på podiet for guld til DM Nat og JFM Sprint.
Ovenfor ses Silas med kunstværket Opstigning samt kunstneren Filip Møller.
